Uv-rugby

You can't run, you can't hide – and you can't breathe...

Uv-rugby er et boldspil for alle køn, aldre og kropstyper. I Dråben har vi spillere i alderen 20-62 år. Vægtløsheden i vand gør, at man kan spille uv-rugby i en høj alder, uanset vægt.

Selv om man døjer med fod- og knæ-problemer, kan man oftest klare at spille uv-rugby uden smerter.

Det er verdens eneste boldspil, hvor både spillere og bold bevæger sig i tre dimensioner. Spillet er interval-præget og konditionskrævende.

I Dråben kan man spille uv-rugby både som motion eller konkurrence. Vi stiller hold i 1. division vest og deltager i cups sammen med Aqua Club fra Odense.
 

»Bivirkninger«

Ud over at blive en del af et fællesskab, kommer du i bedre form, bliver bedre til at fokusere og især at bevare ro og overblikket i pressede situationer. Hvis du ikke er i form, så kommer du det – men heldigvis på en sjov måde! – Det er ikke uden grund, at Frømandskorpset anbefaler uv-rugby som en del af forberedelsen til deres optagelsesprøve.
 

Træningstider

  • Tirsdag kl. 21-22 (vinter) / 20-21 (sommer)
  • Torsdag kl. 20.30-22

Vi træner i Svømmehallen på Centrumpladsen. Omklædning 15 minutter før.

Har du ikke eget udstyr (maske, snorkel og finner), kan du låne det i starten.
 

Lidt om spillet

Uv-rugby kan bedst karakteriseres som brydning under vand med en bold, hvor det gælder om at score på modstandernes mål og beskytte sit eget.

Spillerne er iført badetøj, en hætte med ørebeskyttelse, maske, snorkel og finner.

Hvert hold har 6 spillere i vandet:

  • målmand
  • venstre wing – angriber og målmandsafløser
  • højre wing – angriber
  • midtermand – spilfordeler
  • højre back – forsvarer
  • venstre back – forsvarer

Ud over ovennævnte er der en afløser for hver spiller „på bænken“ og tre reserver.

Målene er to "spande", der står på bunden – én på hvert holds banehalvdel. Det er ikke tilladt at holde i spanden, heller ikke for målmanden.

Bolden er fyldt med vand og sukker; den synker, hvis man slipper den. Man kan ikke kaste med bolden under vand, i stedet støder man den gennem vandet. Typisk kan man støde 1-2 meter. Bolden kan også skrues.

Den, der har bolden må angribe modstanderne. Dem, der ikke har bolden må angribe den boldførende. I angrebssituationen gælder det om at spille bolden frem mod modstandernes mål og kæmpe sig forbi først midtermanden og højre wing og derefter den back, der forsvarer målet, som målmanden eller hans afløser (venstre wing) ligger oven på. I modsætning til de fleste boldspil er det ofte forsvarerne, back'erne, der laver målene.

Der er regler, selv om det ikke ser sådan ud: det er ikke tilladt at slå, sparke eller lave halsgreb. Man må heller ikke angribe udstyret og af den grund er det heller ikke tilladt at dække målet med finnerne. Bolden må ikke komme over vand.

En kamp består af 2 halvlege á 15 minutter med 5 minutters pause. Tiden er effektiv spilletid, så når bolden ikke er i spil, er kampuret stoppet. Når vi spiller i 1. division vest spiller vi kun 2 x 10 min. med løbende ur.
 

Historisk

Uv-rugby blev oprindeligt „opfundet“ i Tyskland i 60'erne, så sportsdykkere kunne holde sig i form. Risikoen for dykkersyge er mindre, hvis man er i god form. Siden har uv-rugby udviklet sig til en selvstændig sport.

Spillet er udbredt i Norden, resten af Europa og enkelte lande.
 

Links

UWR Mag

Dansk Sportsdykkerforbund

Wikipedia (dansk)

Wikipedia (engelsk)