Formandens Boble 10-2021

Så er Formanden gået i det poetiske hjørne, og nedfældet nogle tanker og status over livet i klubben.

Klubben er ved at ”vågne op” efter Corona søvnen og det begynder at summe af aktiviteter i de forskellige afdelinger.

Under Corona ned-lukning fik vi solgt den lille røde gummibåd. Vi har allerede været ude på det store internet og trawlet efter en passende båd, som afløser samt har nogle ganske gode ideer om, hvad det skal være for noget (ud over at motoren max må være 25 hk, så den kan sejles uden speedbådsbevis).

Selvom at vi fik en ok pris for den gamle båd, er der nu kræfter i klubben der er på udkik efter og søger sponsorater til denne investering, da der mangles godt halvdelen af, hvad en nyanskaffelse koster.

I bådhallen blev der i foråret isat en ny port i bagsiden af bådhallen. Den betjenes med en fjernbetjening, så ikke noget med at løfte og trække i porten, for at åbne og lukke. Nu er det bare at sige Sesam Sesam åbne dig og tryk på knappen, så går porten op. Her i efteråret eller vinter er det planen også at skifte den forreste port. Dette også til en med fjernbetjening.

Det ser ud til at klubben ikke har oplevet den store medlemsnedgang, under Corona nedlukningen og det er jo ret positivt. Siden marts har vi faktisk fået 3 nye sjældne flaske dykker i klubben. Det er 3 kvindelige flaskedykkere, det er et dejligt tiltrængt pust til klubben og flaskedykningen, da det jo på ingen måde mere er en ”Macho sport”

Efter at Corona restriktionerne er fjernet, er der kommet godt gang i brugen af svømmehallen igen. Det er simpelthen dejligt at se alle de unge i junior afdelingen, kæmpe med snorkeldykker prøverne og endnu mere glædeligt, er den gode oplevelse de får, når de gennemfører under kyndig vejledning.

Ungdomsudvalget blev ved sidste generalforsamling overtaget af Kim Laursen, som har mange gode projekter i støbeskeen til juniorerne. Glæder mig til at kunne tage del i en del af dem og give en hånd med.

Den forsinkede generalforsamling blev endelig afholdt den 2. juli (ca. 3-4 måneder efter end egentlig skulle havde været afholdt). På generalforsamlingen blev der ikke valgt en ny kasserer, så der blev i steder for valgt et ekstra bestyrelsesmedlem. Vi er så i bestyrelsen blevet enig om, at det er Kim Laursen der kommer til at varetage kassererens opgaver.

Til at afhjælpe kasserer posten, er vi i bestyrelsen blevet enige om, at vi køber os til et online medlems og regnskabs system. Valget er faldet på ”klubmodul”. Hen over eftersommeren og efteråret er der blevet opbygget en ny hjemmeside, der kommer til at fungere som platform for arbejdet med medlemsregistrering, regnskabet, booking af båd(e) samt kurser og stører dykkerture.

Den nye hjemmeside gik online torsdag 14 oktober, alle klubbens medlemmer skal nu ind og oprette en profil på hjemmesiden, som man selv løbene skal huske at opdatere. Bare rolig, der ligger en guide til, hvordan dette gøres under menuen ”Bliv medlem”.

Nu arbejdes der så på at få Nets betalings system koblet på, og fra november skal alle medlemmer ind og tilmelde og købe de kontingenter, der måtte ønskes. Der kan lige nu ”kun” betales med Dankort, i fremtiden trækkes kontingentet der er købt så automatisk på kortet, så ikke noget med at tilmelde til BetalingsService. Alle andre engangstilkøb på hjemmesiden, fx kurser, nøgler, ture m.m. vil kunne betales med DK kort og MobilePay.

Det er også muligt at downloade en app til telefonen, og således have klubmodulet lige ved hånden hele tiden (smart hvis der skal bookes båd en torsdag aften ??)

Undervands rugby er der også kommet godt gang i igen, og dejligt at se de trætte, men tilfredse ansigter når de kommer ned i klubben, efter en omgang i svømmehallen. Derudover er det simpelt hen så dejligt, at se den optimisme der udvises, når nye medlemmer bliver inviteret med op og prøve at spille………… også sjovt at se, de ”krumspring” og undskyldninger der udvises, for at undgå at ryge i kløerne på rugby spillerne ??

Undervands jagt har ikke været så meget ramt af Corona, ud over at der ikke har været holdt kreds point jagter. Men jægerne har jo kunne komme på vandet, og fintune deres sigtekorn under hele nedlukningen, da de jo bare har holdt afstand, samt svømmet ud fra kysten, ganske som de plejer at gøre.

Sluttelig vil jeg da lige gøre lidt reklame for Divers Night den 6. november, samt klubbens legendariske julefrokost den 27. november (ved godt at det kun er oktober og alt det der juleri ikke rigtigt er tilladt på nuværende tidspunkt……………) Hele aftenen vil der være lækker julefrokost mad, øl og drinks til rimelige priser og i ublu mængder, god musik og naturligvis super godt selskab.

Søren Olsen

Formand

 

Formandens boble, Maj 2019

Så blev det forår og sommeren står for døren med løftet om masere af skøn dykning og gode dykkerture.

Generalforsamlingen med tilhørende æggekage blev overstået i marts uden de helt store overraskelser og sværdslag. Faktisk var det nok en af de hurtigste generalforsamlinger jeg kan mindes i klubbens historie, kun 2,5 time to det at nå til enighed om de store ting i klubben.

Siden generalforsamlingen er der sket en del. Da det viste sig umuligt at finde et bedre sted at opbevare vores både har Kim Laursen haft fat i kommunen og fået aftalt en ny kontrakt for bådhallen. Vi kommer til at "bo" uden hal leje men kommer til at betale for el forbrug. Kommunen vil derfor opsætte en el-bi måler så vi kan aflæse vores forbrug. I forbindelse med den nye kontrakt er der blevet indkrævet at vi må lave forbedringer til hallen. Så nu skal vi i gang med at have installeret den bagerste port så det bliver til at få den lille røde gummibåd ud uden at skulle tumle med Søhesten også. Der skal også opsættes LED lys amarturer som Midtby hallens elektriker skal tilslutte samt have indhentet tilbyd på at få støbt beton gulv der er vandtæt så fugten ikke vælter op fra gulvet som det gør nu. Så massere af projekter som klubbens medlemmer kan byde ind med en hjælpende hånd til J

Igennem vinteren har en lille håndfuld af klubbens medlemmer fabrikeret 2 nye bøjer til Ærøsund færgen. Det tog dog adskillige ture ud på færgen samt bjærgningen af en af de gamle flåde kæder inden, at begge bøjer var blevet monteret. Nu mangler der så bare at blive bjærget de sidste 3 kæder fra den flåde som universitetet havde liggende. Det er dog noget som Delfinens båd skal bruges til da vores RIB ikke lige er lavet til den slags. De nye bøjer er af samme type som dem på de 4 MTB’er i Lunkebugten. Der er lagt billeder op både i Dråbens FB gruppe og i Dive spot Ærøsund FB gruppe.

I klubben sker der også lidt. Vi er godt i gang med at lave de forudgående undersøgelser til at udbygge vores nøglebrik system så både kompressoren og flaske renseren kommer med.

Når systemet er fuldt udbygget vil det kun være muligt at starte kompressoren og fylde flasker hvis man har en nøglebrik og er blevet givet denne rettighed i brik systemet. På samme måde vil man også kun kunne starte flaskerenseren og kun hvis man ikke er inde i rummet hvor flaske renseren står. Der vil også komme et fotocelle gitter op så hvis man går ind i rummet mens flaskerenseren køre så vil flaske renseren stoppe. SAFETY FIRST J.

I februar var der et godt fremmøde til uddannelsens intro aften til CMAS 1 stjernet kursus. Nu bliver det så spændende at se om alle dem er udtalte sig positivt om at starte på kurset så også melder sig på banen. Kim Laursen står i den forbindelse mangler hjælpere til de udendørs dyk, der nok som de tidligere år kommer til, at være ude ved stranden ved siden af Ballen samt på Ærøsund færgen.

I svømmehallen er der også god aktivitet. Ungdoms afdelingen får virkeligt udfordret de unge "haletusser". herligt at se som juniorerne nyder vandet og de forskellige "lege" de bliver udfordret med. Helt på samme måde går det forsig i Rugby afdelingen dom må man jo nok indrømme at deres vand "lege" er en smule mere hårdhændet og styres som sædvanligt af Mr "Silver"Fox"

Tilbage er bare at ønske jer en masse fantastiske dyk er igennem foråret og sommeren. Husk at støt op om de ture der bliver lavet samt at slå jeres egne ture op i FB gruppen så andre også kan deltage. Til sidst kan jeg kun sige at jeg glæder mig til at læse om alle jeres fantastiske tyre på vores FB gruppe.

S. Olsen

Formand

Formandens boble, Januar 2019

Så blev det 2019. Et år der ser ud til at byde på mange gode nye tiltag i klubben.

2018 sluttede med de traditionelle arrangementer Klubbens JULEFROKOST, juleafslutning med gløgg og æbleskiver samt jule/nytårsdykket.

Den berømte (eller berygtede) Julefrokost var nok engang en bragende succes med god deltagelse, desværre var jeg arbejdsramt så har kun fået brudstykker refereret men………….. hævet over enhver tvivl er det dog at det var en rigtig god aften.

Juleafslutningen med gløgg og æbleskiver var rigtig hyggelig og dejligt at sig glædelig jul og ses til næste år til klubbens medlemmer.

Det traditionelle Jule/Nytårs dyk blev afholdt den 29. december og var også med god deltagelse. 6 friske hoppede i bølgen blå mens 7 supportere stod klar på land med varm suppe og bobler

Nu er det så blevet 2019 og bestyrelsen har foretaget de indledende knæbøjninger til den kommende generalforsamling. Datoen er for generalforsamlingen er fastsat til onsdag 13. marts. Så husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen. På valg i år er Kasseren og 2 bestyrelsesmedlemmer. Så hvis du går og utilfreds med hvordan klubben drives eller bare gerne vil være med til at gøre fundamentet i en god klub endnu bedre så er her nu muligheden, grib den J

Vedrørende generalforsamlingen så er det allerede opslået på klubbens hjemmeside, klubbens Facebook gruppe og opslag i klubben.

Husk også at tilmeld dig til den fantastiske æggekage der serveres før generalforsamlingen…….. J

Hr Ørkild fortsætter de fantastiske arbejde med sponsorer og de fleste vælger at gentegne deres sponsorater år efter år. Dejligt at klubben bliver støttet af så mange firmaer i Svendborg området.

Husk at støtte klubbens sponsorer når i vælger forskellige service udbydere.

Der har igennem nogen tid været en del rumsteren omkring vores bådopbevaring. Nu ser det dog ud til at der er ved at falde lidt mere ro på dette da vi forbliver i den nuværende hal. Dette betyder også at vi i klubben begynder at lave de nødvendige forbedringer for at det bliver så tæt på optimalt som muligt.

Der vil i løbet af foråret blive isat en port i den bagerste endevæg således at det bliver muligt at trække den lille gummibåd ud uden at den store gummibåd skal ud først.

Der vil også blive opsat bedre oplysning af rummet med LED belysning samt gulvet vil blive udskiftet til et fast gulv så det vil blive muligt at skubbe trailerne ind og ud uden at hjulene graver sig ned i underlaget.

På sigt vil der også komme en ny port i den forreste port i stedet for den der allerede er der. Den nye port vil være hele murhullets brede, hvorfor der vil blive små 10 cm mere friplads på hver side når den store gummibåd skal ind og ud. Begge porte bliver for resten også elektriske

Klubbens medlemmer går fortsat et stort arbejd i forbindelse med bøjerne på de 4 MTB’er i Lunkebugten samt på Ærøsund. I skrivende stund er 2 nye bøjer ved at blive klargjort til Ærøsund så de kan udlægges til foråret inden at dykker sæsonen rigtigt begynder igen.

Tilbage er bare at ønske jer alle et fantastisk 2019 og glæder mig til at se så mange som muligt til generalforsamlingen.

S. Olsen

Formand

Formandens boble, Oktober 2018

I skrivende stund er efteråret så småt ved at få godt fat i Danmark. Dette skulle gerne give en noget bedre sigt i vores danske farvande og forhåbentligt nogle flere dyk end sommerens plumrede vande har lagt op til.

At det har været sommer er jo så ikke det samme som at der ikke har været aktiviteter i klubben. I Juni fik Uddannelsen uddannet både junior dykkere samt CMAS 1 stjernet flaske dykkere. Det var nu helt hyggeligt at være med til de praktiske dyk og super dejligt at se klubbens medlemmer bakke op når uddannelsen skal have en hånd med åbentvands dykkene.

Desværre gik en ellers planlagt uddannelses tur til Kreidesee i Tyskland i vasken grundet for få tilmeldinger. Super ærgerligt da det er et godt sted at dykke og opbygge dybde erfaring.

Kan kun opfordre til at klubbens flaske dykkende medlemmer husker på at videreuddanne sig. Bare fordi at man har bestået sit 1 eller 2 stjernet dykkerkursus betyder det jo ikke at man nødvendigvis er færdiguddannet.

Der er også gang i bådopbevarings problematikken og Kim Laursen gør et stort fodarbejde med kontakt til kommunen for at se om vi kan blive tiltænkt en bedre løsning på båd opbevaringen. Eller hvorledes vi kan blive, hvor vi er, men få renoveret bådhallen så den ikke er så fugtig samt en bedre belægning på gulvet.

Jack arbejder på en løsning på porte i begge ender af bådhallen så det bliver muligt at få den lille røde båd ud uden at skulle trække Søhesten ud først.

Klubben har også fået indkøbt en stor arbejdsluft kompressor til at drive ilt boosteren så man slipper for at skulle bruge dykkerflasker som luftforsyning. Der bliver i øjeblikket gjort de indledne knæbøjninger til at få opstillet kompressoren samt trukket de nødvendige kabler og rør. Et stort plus bliver at der så også bliver lavet arbejdsluft udtag i værkstedet.

Som i alle jo nok har opdaget er alle dørene i klubben nu med nøglebrik lås system. Det er et system som jeg i bestyrelsen er blevet meget glad for da det nu er muligt at lave nøgle brikker der dato og tids bestemt således når klubben bliver lånt ud er vi rimelig sikker på at nøglerne ikke/klubben bliver misbrugt.

Der kommer også en nøglebrik hængelås på ilt boosteren og det bliver kun dem med ilt abonnement og brugerkursus der vil kunne få adgang til boosteren. Dette da det jo ikke er lejetøj sådan at booste ilt op til 200-300 bar.

Hend over sommeren har Morten Dalmose sørget for at vores projektor er blevet tilsluttet "Chrome cast" der gør at man ved at bruge Google Chrome kan koble en PC trådløst til projektoren.

Derfor er alle de gamle kable forbindelser blevet fjernet. Efter lidt tilløb er det også lykkedes at koble klubbens anlæg til projektoren. Har hørt at dette var en stor succes da der blev vist endnu en film om et skib der sejler under vandet i efterårsferien :-)

Takker Morten for denne kraftige forbedring af klubhuset.

Langelands dykkerklub, Delfinen og Dråben har fået meget stor ros fra Naturturisme for vores aktive deltagelse i udlægning og vedligehold af bøjer og muringer på alle MTB’erne i Lunkebugten samt Ærøsund.

I sommers løsrev den ene bøje på Ærøsund sig og drev væk. Uheldigvis er den ikke blevet fundet/indleveret igen. Så nu er vi i gang med at konstruere nogle nye bøjer magen til dem på MTB’erne hvor der også kommer skilte på med hvem der ejer bøjerne og Tlf nr. I løbet af vinteren/foråret bliver de nye bøjer lagt ud på færgen.

Har også hørt at der er blevet givet et mundligt politisk tilsagn (hvor meget det så er værd???) om at der gerne må komme mere ned på havbunden som kunstigt rev, så har hørt at der er visse personager i klubben der går efter en komplet C-130 Herkules transport maskine......... ja man skal jo ikke have skyld for at sætte baren for lavet her i vandkants Danmark J

Den 3. December bliver der afholdt et kombineret bestyrelses møde og Udvalgsformands møde. Her vil klubben være vært med aftensmad.

Udvalgsformændene bedes medbringe en aktivitetsplan og udvalgs budget for deres udvalg.

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne advare alle medlemmer om at klubbens legendariske JULEFROKOST løber af stablen lørdag den 24. November.

Tilbage er kun at ønske jer alle et fantastisk efterår og vinter med et ønske om at huske at støtte op om de ture og arrangementer der arrangeres i klubben samt mange fantastiske dyk og gerne nogle beretninger til klubbens hjemmeside (sendes på mail til formanden).

Mvh

S. Olsen

Formand

Formandens boble, juni 2018

Siden sidste generalforsamling i februar, hvor en del af bestyrelsen blev udskiftet, er der sket en del i klubben, noget er ganske synligt og en del knap sår synligt.

Klubben valgte jo en ny Kasser, Hanne Bertelsen, ved generalforsamlingen. Hun har haft en del at se til, med at sætte sig ind i kasser postens udfordringer.

Da Hanne også har været holdt godt til på sit arbejde, har der været rigeligt at se til for hende. Nu begynder det dog så småt at hjælpe med at være kommet ind

i klubbens økonomi m.m. Vil godt sige Hanne en stor tak for kampen med at sætte sig ind i det hele, godt gået.

Som de fleste jo nok har opdaget nu, så har vi i bestyrelsen besluttet at udbygge klubbens låse system således, at de fleste døre i klubben nu kan betjenes med

nøgle brikken. Det er faktisk kun dørene til kompressor og fylde rummet, Oxygen skabet, Nøgleskabet til båd nøgler samt Toilettet der ikke er på nøgle brik systemet.

Det var dog planen at Båd nøgle skabet og Oxygen skabet skulle havde været på brik systemet men dette viste sig desværre ikke praktisk muligt.

Der er også indkøbt en hængelås der virker på nøgle brikken. Det er meningen at der vil blive monteret et sikrings system på Oxygen boosteren, således at det kun

er dem med den nødvendige træning, der kan få adgang til at bruge boosteren. Dette er blevet besluttet ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt.

Vi har desværre også haft udbuddene gæster i Oxygen skabet. Det lykkedes, dem der ikke kan kende forskel på dit og mit, at ødelægge låsebeslaget hvorefter døren kunne åbnes.

Der var dog intet at stjæle i skabet (kun de 2 oxygen flasker) så de er nok gået slukøret derfra.

Kim Laursen har monteret et nyt og kraftigere låsebeslag samt en ny kode hængelås. Koden vil blive udleveret til dem der har den nødvendige Mixer&Blender uddannelse.

Grunnet dette er nøglen til den gamle hængelås ikke brugbar mere og kan smides ud.

I weekenden 9 – 10. juni stod i uddannelsens navn. Her blev de praktiske udendørs dyk til CMAS * kurset aflagt af 4 kursister samt 2 Junior dykkere aflagde deres

praktiske åbenvands prøver. Det var dejligt at se de nye ”haletusser” udvikle sig til rigtige frøer hen over weekenden. Kim Laursen havde i sin egenskab af Chief Instruktør

fået sammenkaldt en del af de ”gamle” dykkere der gav en hånd med uddannelse. Super at mærke de nye dykkers naturlige glæde smitte af på de ”Gamle” i faget.

I skrivende stund har kompressor udvalget fået forhandlet en rigtig god pris på en arbejdsluft kompressor der har et arbejdsområde på 15-13 bar samt en stor lager tank.

Tanke om denne kompressor er at den skal levere drivluft til boosteren så brugerne slipper for at bære dykkerflasker til i en lind strøm for at drive boosteren.

Ud over dette kommer arbejdsluft kompressoren også til at lever tør og ren luft til flaske tørre stativet og til almindelig trykluft i værkstedet. Kompressoren er allerede

blevet opstillet i kompressor rummet til offentligt beskuelse og forventes fult installeret i løbet af juli måned. Betalingen for denne nye kompressor var med i prisen

for indkøbet af den nye booster hvorfor Hr. Ørkild allrede havde sikret den nødvendige kapital via sponsorer.

Det har ligeledes været undersøgt om klubbens hjemmeside ville være i stand til at køre et medlems register således at de enkelte medlemmer selv kunne ændre

deres oplysninger samt nye medlemmer selv kunne melde sig ind. Dette viste sig ikke muligt med den hjemmeside løsning vi lige pt.

Som noget nyt er vi ved at få lavet en aftale med et af de lokale rengørings firmaer om at de skal komme og gøre rent i klubben 1-2 gange om måneden.

Dette tiltag er blevet skønnet nødvendig da det stort set altid har været en udfordring at få klubmedlemmerne til at svinge støvekosten og ”den dårlige ånde” (støvsugeren).

Det er dog stadig velset at man rydder op efter sig selv efter hvert besøg i klubben.

Til sidst er der jo kun at sige at, nu står sommerferien snart for døren så håber at alle klubbens medlemmer får nogle super fede dyk såvel i Danmark

som i de mere eksotiske lande der besøges i ferien.

Lige meget hvor i vælger at kaste jer i bølgen blå så husk at ”Stay safe” og ”Plan the dive and dive the plan”

Olsen

Formand.

Formandens "bobler" - 2013

Foråret kom og mange fik fundet grejet frem, ungdommen gik i skarp træning og har deltaget i stævner med flotte resultater.

Ærøfærgen er og har været på tapetet hele foråret, dens placering og dens endelige har været til stor debat, både i aviser og blandt borgere. Ærøfærgens skæbne ligger stadig i det uvisse, men vi kan jo krydse fingre og håbe på en nedsænkning.

Jeg overtog formandsposten efter Søren Olsen på generalforsamlingen i 2012, hermed kan jeg på klubbens vegne rette en stor tak til Søren for hans gode indsats i Dykkerklubben Dråben.

Jeg kan ikke påstå at det har været et roligt forår.... der har været rigtig mange spændende ting at tage fat på, min tid har været knap, derfor dette sene indlæg.

Vi har haft nogle dejlige oplevelser med klubben i foråret. Jeg kan blandt andet nævne et vellykket åbent hus arrangement i Christiansminde - med stor opbakning fra alle afdelinger, HCA Event i SG-hallen UV jagt i juli ved Sprogø samt juniorweekend i Silkeborg – med ros fra de unge om en super tur.

4 nye unge flaskedykkere er blevet uddannet i foråret. At de kommer fra egne rækker, er jo et plus for vores Instruktører – ungdomslederne binder bånd, det er dejligt at se.

Ombygningen af juniorrummet i klubben har været i gang længe, men Rom blev ikke bygget på en dag. Rigtig mange har gjort en stor indsats i det nye juniorrum. Det er dejligt med mere plads og mulighed for at holde bedre orden i juniorgrejet. Metalskabe er blevet kasseret og snart er det depotrummet, som står for tur. Her skal Baren have et sted at opbevare diverse ting, så også denne kan fungere optimalt.

Der er blevet jaget mange fisk i foråret, UV-jægerne er begyndt at hænge deres billeder af fisk op i klubben. Jeg vil opfordre til at vælge et af billederne og få det sat i glas og ramme til klubben, det vil pynte.

Bestyrelsen har haft mange gode møder og jeg kan anbefale alle at gå ind og læse i vores referater fra møderne, tiltag og forbedringer berører jo alle. It/ webmasteren har lavet en fin orden på alle vores dokumenter.

Lejemålet, hvor bådene stod, er blevet opsagt og vi har en midlertidig opbevaring nu. Der arbejdes på højtryk for at finde et nyt godt sted, som er økonomisk fornuftigt samt nemt tilgængeligt for alle.

Tur og facebook er blevet en del af vores hverdag, der sker en masse - der arrangeres og videreformidles hurtigt informationer, samt oplevelser fra den almindelige hverdag. Men husk der må stadig gerne komme et indlæg ind på vores egen hjemmeside..... Webmasteren er klar til at lægge det ind.

Jeg ser frem til et spændende efterår, og håber at vi alle må få nogle gode timer sammen med vores sport og venner.

Med venlig hilsen
Erik Pedersen
Formand, Dråben


Formandens" bobler" - Juli 2011

I skrivende stund er sommerferien så småt ved at være overstået for de fleste, og den normale hverdag er langsomt ved at indfinde sig i de danske familier. Dette er også startskuddet til at Dråben og en masse andre foreninger begynder deres aktiviteter.

Den 16.august er der første svømmehalstid, der dermed signalerer at klubben er i gang igen.

Allerede den 16.august kl. 19.00 i klublokalet, afholder uddannelsesudvalget en introaften til efterårsholdet for CMAS* dykkeruddannelsen, der begynder den 3. september.

Sommeren over har der været en pæn aktivitet blandt de flaskedykkere der har valgt at trodse regnen og blive i DK. Den første uge i skolernes sommerferie havde vi et hold fra Dråben med på DSF årlige ungdomslejr. Igen i år havde Allan Sylvest udrettet mirakler, ved at møde op med ikke mindre end 18 mand (12 juniorer, 3 søskende og 3 voksne). Dette bragte Dråben ind på en 2. plads over den klub der havde flest deltagere med. Godt gået Allan. Jeg ved, at dit store arbejde med de unge værdsættes af både de unge, deres forældre og alle os andre i klubben.

I klubben er der også sket nogle forandringer i løbet af sommerferien. Svømmehallen har fået skiftet deres varmtvandsbeholder og i den forbindelse har svømmehallen så valgt at skifte en del vandrør i klubben. Vi skal af den grund nok lige have en rengøringstornado igennem klubben. Derudover har klubben af kommunen fået nogle nye stole til klublokalet. Da vi ikke kunne få borde af passende størrelse sammen med stolene, valgte vi at få pulverlakeret bordbenene. Så nu mangler der kun at få malet bordpladerne.

Lige før sommerferien begyndte, kom Erik Pedersen med den fladskærm som Expert havde doneret til klubben. Nu venter der så bare at Expert kommer en klubaften med deres ansatte som så skal have en på opleveren under vandet.

I løbet af efteråret/vinteren vil der blive arrangeret mange ture og tiltag fra de forskellige udvalg i klubben. Her skal jeg opfordre til at man støtter op om de forskellige arrangementer således at så mange af dem kan blive til noget.

Jeg kan allerede nu fortælle, at der til september eller oktober vil komme en forsikringsmand ned til en klubaften og fortælle om deres forsikringer til dækning af bla. dykning. Hvornår vides ikke endnu, men der vil komme en klubmeddelelse med datoen.

Tilbage er kun at ønske jer alle velkommen tilbage til klubben efter en våd dansk sommer.

Håber trods alt vandet, at i har haft en god sommerferie med jeres familier.

Mvh
S. Olsen
Formand


Formandens "bobler" - Maj 2011

Vinteren har sluppet sit tag i os og foråret er kommet med stormskridt i april måned. Lysten til at komme ud og under vand er også på vej op igen efter en kold vinter, hvor det kun var de mest garvede tørdragtsdykkere der bevægede sig under vandet, og isen.

Generalforsamlingen gik stort set som forventet med en sund debat, navnlig var der god spørgelyst/indlæg under punktet ”kontingentstigning”, samt ved de af bestyrelsen foreslåede vedtægtsændringer.

Det lykkedes uden de helt store trusler, at finde et nyt bestyrelsesmedlem, vi siger hermed velkommen i flokken til Claus Gudbjerg. Flemming Rasmussen modtog genvalg som kasserer for en periode på yderlige 2 år.

Der var dog et udvalg der ikke blev besat, som bestyrelsen nu har overtaget, det er Foto-udvalget. Så hvis du gå med en lyst til at være med til at udvikle og fremme undervands-foto i klubben, bedes du tage kontakt til bestyrelsen.

Vi skal dog snart til at se os om efter en ny formand for uddannelsesudvalget, da Kim Laursen stopper til næste generalforsamling. Det behøver ikke at være en med instruktøruddannelsen, da udvalgsformanden kan nøjes med at være administrator, og uddelegere undervisningen til instruktørerne.

Vi skal også til igen at have uddannet nogle flere flaske dykkerinstruktører. Hvis du kunne tænke dig at komme i gang som instruktør, skal du bare henvende dig til bestyrelsen. Klubben vil selvfølgelig støtte op omkring de nødvendige kurser der skal tages.

Til næste generalforsamling skal klubben også have en ny formand, da jeg ikke ønsker genvalg.

Som altid er der god aktivitet i klubben og det er rigtig dejligt at være formand i en klub hvor der er fuld gang i alle udvalg. I april var der en arbejdsweekend i klubben, her nåede man at få malet klublokalet samt, at få udskiftet det gamle gulvtæppe. Så nu er der rigtigt flot i klubben igen.

Af kommunen havde vi fået bevilliget nogle nye (gamle skoleborde) borde og stole til klubben. Men da det var enkeltmands borde blev vi nød til at takke pænt nej til bordene. Men stolene er nu kommet ned i klubben. Nu overvejer bestyrelsen så alternativer til nye borde.

Af nyt kan nævnes, at der den 25. maj kl. 19.00 vil være et foredrag med billedefremvisning fra en dykketur til Truk Lagoon som 3 af klubbens medlemmer var på i februar 2011.

Tilbage er kun at opfordre til at fortsætte med den sikre dykning som klubbens medlemmer står for, samt huske at sætte dykkerflaget (signal flag A), uanset om man dykker med flasker, under fridykning eller under uv-fiskeri.

Mvh
S. Olsen
Formand


Formandens "bobler" - December 2010

Nu er vi så kommet til den søde juletid, sneen og frosten har allerede gjort sin entre, alle er ved at komme i julehumør og får pyntet mere eller mindre op i de forskellige hjem, alt efter hvilke traditioner, der hersker i familierne.

I ”familie Dråben” er der jo tradition for en ordentlig julefrokost, igen i år blev de tilmeldte vist ikke skuffet, udfaldet af udskænkningen af ”kølervæske” var lige så traditionsrigt, dog med undtagelse af, den berømte træthed der kan indsnige sig efter en god middag.

Traditionen tro bliver der den 16. dec. også afholdt juleafslutning i klubben, et helt sikkert must at deltage i, og som altid med æbleskiver og julegløgg i 3 varianter (den gode, den onde og den grusomme).

I mellem jul og nytår vil der også igen i år være indbudt til jule dyk (kunne man i år være så heldig at det ville blive et is dyk…..), så man lige kan få sagt ordentligt god jul og godt nytår til resten af ”familie Dråben”. Efter jule dykket vil bestyrelsen være vært med suppe, sådan lige for at runde det hele ordentligt af (og få varmen igen).

Siden min sidste boble har der været en god aktivitet i klubben, juniorer afdelingen vokser stadig og er ved at nå til, hvad vi i klubben max kan håndtere. Rigtigt godt gået af ungdomslederne med Allan Sylvest i spidsen som den utrættelige drivkraft han er. Juniorerne har også været til stævne siden sidst, og endnu engang har de nærmest ryddet op i medaljerne og taget meget metal med hjem til klubben og dem selv. Rigtig godt gået unger og leder, vi er rigtig stolte af at have jer med i klubben.

Rugby har også haft gang i den med turnerings kampe og fællestræning, må sige der bliver gået til makronerne under træningen, faktisk så meget at selv Hr. Fox gav en ekstra finger til holdet.

Klubben har også indkøbe et nyt undervandskamera, et Olympus 8010 med undervands hus. Kameraet ligger pt. hos Morten Dalmose som man kontakter hvis man kunne tænke sig at låne det.

Der er også blevet afholdt et foto dyk med efterfølgende fremvisning af billederne i klubben, ganske godt tilmeldt og vi endte 10 mand i vandet.

Har hørt en lille fugl synge om at Morten Dalmose pønser på at lave et foto dyk mere da det første foto dyk gik ganske godt.

Til slut kan jeg lige oplyse at klubben er blevet betænkt midler af Svendborgs kommunes folkeoplysningsudvalgs ”renoverings pulje” til at udskifte vores efterhånden hårdt prøvet gulvtæppe i klublokalerne.

Tilbage er kun at ønske alle i klubben en rigtig god jul og et fantastisk nytår.

Samt at huske alle på, at deltage i klubbens generalforsamling den 25. februar, hvor vi begynder med en gang æggekage som traditionen jo høre og bør.

S. Olsen
Formand


Formandens "bobler" - Marts 2010

Så ser det endelig ud til, at vinteren er ved at slippe sit tag i Dannevang. Generalforsamlingen blev overstået på en god og (næsten)sober måde, på trods af den obligatoriske æggekagespisning inden selve generalforsamlingen.

Det er mig ubegribeligt, at en forening med over 130 medlemmer kun kan stampe 25 mand m/k op til en generalforsamling. Når man igennem året, der er gået siden sidste generalforsamling, har lagt øre til forskellige beklagelser fra medlemmerne, så forstår jeg ikke, at man ikke benytter sig af chancen til at få ændret det, som man går og er utilfreds med.

Ny formand og 2 nye bestyrelses medlemmer blev valgt på generalforsamlingen. Der har allerede været afholdt det første bestyrelsesmøde, hvor hele bestyrelsen var samlet. Jeg ser meget frem til det kommende samarbejde, da alle bestyrelsesmedlemmerne udviser stor interesse, motivation og effektivitet.

Klubbens hjemmeside bærer også præg af nogle motiverede medlemmer. Den er allerede blevet opdateret med de nye udvalgsformænd og bestyrelsesmedlemmer. Der er også blevet lagt artikler som har været trykt i ”Dykkerjournalen” (klubbens tidligere klubblad) på hjemmesiden. Så med den fart der er på hjemmesiden, kan jeg kun opfordre til, at man jævnligt logger ind.

Der arbejdes også fra IT-udvalget side på, at få koblet klubhuset på Internettet, godt gået Erik Laursen og Morten Dalmose.

Den grå gummibåd er nu blevet solgt og fjernet fra bådhallen. Ligeledes er der ved at blive ryddet op i det gamle skrammel vi har fået samlet derude, så vi nu igen kan være bekendt at have bådene stående. Vi leder dog stadig efter et nyt sted, at have bådene, da det ikke er helt optimalt, hvor de er nu.

Uddannelsen kører for fulde omdrejninger. I år er der desværre kun 3 elever på CMAS 1 stjernet kursus, men til gengæld skal der afholdes et CMAS 3 stjernet kursus, et speedbåds kursus til maj og et Advanced Nitrox til efteråret.

Vi har også i skrivende stund et medlem i Røde Havet for at færdiggøre sit 2 stjernet nstruktørbevis.

Uv-Rugby har også fuld fart på, godt fremmøde til træning, hvor der virkeligt bliver gået til makronerne. Det forlyder dog fra en anonym kilde, at ”Tudserne” er deres onde ånd. Men mon ikke, at de med den rigtige åndemaner, får problemet løst i den nærmeste fremtid.

Uv-jagten er der også gang i. der arbejdes med flere interessante tiltag for at tiltrække flere, og gerne unge medlemmer, til den del af sporten.

2 mand er allerede nået langt med uv-jagten, her tales om gode placeringer ved DM samt om mulig udtagelse til landsholdet.

Det er simpelt hen godt gået og fortjener god opbakning i klubben.

Ungdommen kører bare derudaf og hiver den ene medalje efter den anden hjem til klubben ved de stævner de er med til. Et rigtigt stort og godt arbejde, der bliver lagt af Allan og co.

Jeg ser frem til et spændende år i klubben med en masse sjove og lærerige aktiviteter på programmet.

Vil her på det kraftigste opfordre til, at man husker dykkerflaget, når man er ude at dykke, om det så er uv-jagt eller flaskedykning: Så husk flaget.

Husk nu: Sikker dykning er god dykning.

S. Olsen
Formand


Formandens "bobler" - April 2010

Så er foråret over os, vandtemperaturen er begyndt at snige sig opad på skalaen og fiskene er begyndt at trække ind på lavere vande. Dette er alt sammen det der gør, at dem uden tørdragt ikke kan gemme sig mere bag de lave temperaturer. Nu er det med at få samlet og støvet sit dykkerudstyr af til den kommende sæson, med forhåbentligt masser af gode oplevelser under vandet.

Men husk nu at rutinen med at dykke kan være noget rustent efter en hel vinters stilstand. Kondien er forhåbentligt blevet holdt ved lige vinteren over, men noget andet er dykkerrutinen og vandtilvænningen. De første dyk bør man nok foretage et beskyttet sted for lige at vænne sig til udstyret igen. Inden man kaster sig ud i mere krævende dyk.

Klubben bobler af aktiviteter her i foråret og det er dejligt at se så mange der er aktive både i svømmehallen og udendørs. Men og her skal lyde et stort MEN!, husk nu at komme med indlæg og billeder fra jeres ture og oplevelser til klubbens hjemmeside. Det skulle jo gerne være medlemmerne der bruger hjemmesiden til at vise omverdenen, hvad der sker i klubben og ikke kun dem der varetager og vedligeholder hjemmesiden.

DSF har indkaldt til junior-sommerlejr, Allan Sylvest står som den tilmeldende koordinator. De andre år han har været af sted med de unge, og nogle af de lidt ældre medlemmer fra klubben har det været en rigtig god tur med mange gode oplevelser at tage med hjem. Vil gerne opfordre til at der støttes op omkring dette så vi igen i år kan få nogle medlemmer med på denne tur.

Tilbage er der kun at ønske jer alle et rigtigt godt forår med mange gode oplevelser under vandet

S. Olsen
Formand


Formandens "bobler" - September 2010

Så er dagene begyndt at blive kortere og kortere og dag for dag slipper sommeren sit tag i os alle og de fleste er vendt tilbage til den normale rutine efter sommerferiens aktiviteter.

Det kan mærkes i klubben, at medlemmerne nu igen kommer til træning og klubaftnerne.

Det at dagene bliver kortere og kortere er nu ikke kun trist, vi går også den bedste tid i møde for nogle fantastiske oplevelser under vandet ude i sund og bælterne.

Men og der er et stort MEN; Husk nu at markere hvor i dykker med dykkerflaget (signal flag A), samt have en overfladebøje på dem der dykker, også gerne med dykkerflaget på.

DSF har fokus på dykkerflaget og markering af dykkere og kører i den forbindelse en kampagne over for de forskellige brugere af vores vande rundt om de danske kyster for at fortælle om hvad signalflag A betyder og hvilke konsekvenser det kan have ikke at vide hvad flaget betyder, samt ikke at respektere det.

Vi skal som dykkere så til gengæld også huske at bruge markeringen og respektere de andre brugere af vandet........

Det er med dyb beklagelse, at jeg må konstatere at ingen af alle dem der har haft fede dykkeroplevelser i sommerferien har fundet tid til at sende nogle linier og billeder til klubbens hjemmeside, så vi andre også kan få inspiration til dykkerture.

Det skal dog nævnes, at klubben har haft 2 medlemmer med til NM i uv-jagt, der i juli blev afholdt i Finland.

Det skal dog ikke kun være negative røster der skal komme fra mig. Klubben er blevet bedt om at afholde en introduktion til dykning for Byskolens friluftsklasse og har i den forbindelse det luksusproblem, at det har været svært at finde tid i svømmehallen til dette arrangement.

Men det er dog lykkedes og Byskolen kommer over den 30. september med ikke færre end 16 elever. De vil blive udsat for 1 times teori/orientering i klubben fra kl. 19 til 20 og i svømmehallen til det praktiske fra 20 til 21.

Så selv om at der nok bliver rimeligt fyldt i klubben den aften, håber jeg at alle vil hjælpe med til at tage godt imod eleverne fra Byskolen.

Tilbage er der kun at ønske jer alle et rigtigt godt efterår med mange gode oplevelser under vandet.

S. Olsen

Formand